nicolai howalt
works
books  
info
contact
18. april 2001
Fotografisk docu-soap Af RUNE GADE

Hvad skal vi med hverdagene i Århus Vest? spørger man sig selv oven på Nicolai Howalts nye fotobog Fotobog En enkelt spalte tekst ledsager de mange farvebilleder i fotografen Nicolai Howalts nye bog 3X1. Teksten fortæller lakonisk, som en voice over i en docu-soap, om de portrætterede personer: Kvinden hedder Dorte, hun er 39 år og kører taxa om natten. Manden hedder Villy, han er 43 år og arbejder som pedelmedhjælper på et plejehjem. Oplysningerne supplerer billederne med en viden, som ikke er direkte aflæselig i fotografierne. Vi ser nemlig ikke Dorte køre taxa om natten, vi ser ikke Villy i færd med sine pedelopgaver. Bogens billedside beskæftiger sig slet ikke med parrets offentlige, sociale funktioner, men rapporterer tidstypisk fra intimsfæren, hvor i øvrigt datteren Helene også spiller en stor rolle. Det er ikke Dorte og Villys arbejdsliv, vi bliver præsenteret for, men derimod deres private fritidssysler. Selv om Howalts reportage således kan bringe mindelser om den socialrealistiske tradition, fordi fotografen betoner de portrætteredes sociale positioner, så er 3X1 ikke en ny form for social kritik. Her er hverken tale om indignation, afsløring eller lignende kritiske strategier. Der er derimod 'kulørte' indkig i Dorte og Villys privatliv, udført i en trendy snapshotstil, der mimer familiefotografiets æstetiske uskyld med en professionel billedbevidsthed og ikke mindst med en tydelig fornemmelse for familiefotografiets 'hemmelige' sider. Således grimhed Vi ser dem græde og elske, sove og le. Hverdagens trivialiteter, altså - ikke familiefotografiets typiske koncentration om højtidernes ritualer. Men selv om der hermed er tale om brud på de herskende konventioner omkring afbildning af familien, så er sigtet med disse ukonventionelle indblik alligevel uklart. Hvad vil disse fotografier? Æstetisere forstadslivet i Århus Vest? Dokumentere et socialt segments særlige livsomstændigheder? Afsløre intimsfærens sammensatte karakter? Skildre 'det virkelige liv'? Hensigten med de kulørte billeder bliver aldrig helt præcis. Familiens dagligliv skildres på godt og ondt, og der foretages metaforisk persontegning gennem fokuseringer på det omgivende miljøs detaljer. Det er grimt, det er smukt. I en skænsom blanding. Enestående fine fotografier med stor gennem-slagskraft står side om side med ligegyldige motiver. Vi ser højhusbebyggelser i vintertåge og i sommersolskin. Natbilleder af vaccinationsår på huden og kaffepletter på væg-til-væg tæppet. Der kigges fjernsyn ved kakkelbordet, der bades i Århusbugtens klare vand. Howalt kommer kort sagt vidt omkring i Dorte og Villys intime liv. Men alligevel bliver det aldrig rigtig påtrængende, rigtig vigtigt. De knivskarpe fokuseringer på detaljer frembringer forudsigeligt nok en nådesløs grimhed i tingene, men det er åbenlyst en grimhed, der er frembragt af kameraets særlige synsmåde. Gå tæt på hvad som helst med en flash og en skarptegnende optik, og det bliver grimt. På den anden side: Fjerner man det grimme, har man det kedelige i koncentreret form. Dansk trivialrealisme af den mest søvndyssende art. Man bliver hele tiden i tvivl om, hvad Howalt vil med billederne. Dokumentationen af almindelighederne eller de-familiariseringen af dem? Er det indlevelse eller udlevering, er det socialt engagement, social voyeurisme eller æstetisering af de lavere socialklassers liv? 3X1 rejser for mig at se disse spørgsmål, fordi den selv er uafklaret omkring dem. Uvished På den ene side fremlægges bogen som en række billeder, der taler for sig selv. Måske en slags pegebog for voksne - her er i hvert fald masser at pege fingre ad. På den anden side styres vores billedlæsning som sagt af en tekst, der bestemmer billederne til at være en blanding af socialrealisme og docu soap. Hvad skal vi med hverdagene i Łrhus Vest? Svaret blafrer i vinden, og det visuelle talent rækker ikke tilstrækkeligt til at bære igennem denne uvished. Man forføres ikke til blot at tie og kigge, sådan som man gør over for f.eks. Richard Billinghams intimrealisme eller Nan Goldins dagbogsfotografi. Howalts fotografier er anderledes uforløste, æstetisk såvel som intellektuelt. Det indledende foto af en dørspion giver med en bastant symbolik løfter om voyeuristisk spænding, men løfterne forbliver uindfriede. Vi kommer aldrig rigtig indenfor i Århus Vest, hverken som fluen på væggen eller den indignerede socialreformators tredje øje. Og vi præsenteres heller aldrig for et æstetisk helstøbt og udfordrende projekt. 3X1 fremtræder mere end noget andet som en fotografisk docu-soap - underholdende, men lettere ligegyldig. Bogens eksklusive format kunne i mine øjne godt have brugt et noget mere substantielt indhold. *Nicolai Howalt. 3X1. 88 s., 350 kr. Gyldendal *Bogens billederne udstilles i Galleri Asb¾k. Ma.-l¿. kl. 11-17. Til 21. apr.