nicolai howalt
works
books  
info
contact
Det virkeliges overvirkelighed

Af METTE SANDBYE Interview.

Nicolai Howalt gør med sin nye fotobog op med sin fortid som sort-hvid dokumentar¾stetiker i Magnumtraditionen. Der er noget nyt på vej i dansk fotografi. Internationalt har man op gennem 90'erne kunnet registrere en stigende udviskning af grænserne mellem kunst-, dokumentar- og sågar modefotografi, samtidig med at det sort-hvide fotografi taber terræn og nærmest forbindes med noget tilbageskuende og gammeldags. Samtidig med farvefotografiets massive indtog har man kunnet tale om en særlig skødesløs, selvbiografisk orienteret snapshotæstetik med navne som Richard Billingham, Nan Goldin, Nick Waplington og Wolfgang Tillmans eller en modefotograf som Corinne Day. De samme Tillmansfotografier af venner og trashede hverdagsinterieurer optræder helt uproblematisk som magasinreportager, i modeblade og på galleriernes vægge. I Danmark er der også en genreopblødning på vej, bl.a. som en følge af, at kunstmiljøet er begyndt at efterspørge det dokumentariske; virkelige menneskers historier. Det begyndte måske med Trine Søndergaard, der i 1998 udstillede sine rå og direkte fotografier af luderne i Skelbækgade på Charlottenborg på invitation fra kunstnersammenslutningen PRO. Sidste år vandt Søndergaard i øvrigt den prestigefyldte tyske Albert Renger-Patzsch-pris på 50.000 DM, som resulterer i en international bogudgivelse i stort oplag på det tyske forlag Steidl. Nicolai Howalts fotobog "3 x 1", der udkommer i dag, og som samtidig er anledning til en udstilling i Galerie Asb¾k, mŒ også siges at betegne en markering af denne form for personligt, snapshotinspireret farvefotografi, og han medgiver da også, at han er blevet inspireret af Søndergaard. Udover at de er uddannet samme sted, nemlig på fotoskolen Fatamorgana, så deler de nemlig i dag bord, seng og en datter på ni måneder. Bogen fortæller historien om Dorte, hendes datter Helene og Dortes kæreste Villys liv i en lejlighed i Århus over en periode på ca. et år. Det første billede er et nærbillede af en dørspion. Howalt befinder sig indenfor, og han fokuserer på det helt enkle hverdagsliv. Der sker ikke ret meget, bortset fra at den lille familie tager på ferie i et sommerhus i Łrhusbugten. Billederne er taget med flash i en bevidst skødesløs stil. Vi ser en uskarp kanariefugl, en halvt spist spegepølsemad på et kakkelbord, Villys tunge og Helenes afskallede neglelak helt tæt på, og vi er med i dobbeltsengen hos de nøgne og kyssende Villy og Dorte. Indimellem forekommer der motivisk næsten tomme billeder. De skaber fortælemæssige brud og kan opleves som en slags tavse åndehuller, men rummer dog - som et plettet gulvtæppe - også antydningen af spor og hermed af historier om lejlighedens beboere. Sammen med nogle mere surrelle billeder gør det bogen meget visuelt appellerende og sanselig. Som fotograf synes Nicolai Howalt nærmest at personificere den udvikling, dansk dokumentarfotografi har undergået i de senere år. Han begyndte med at fotografere fra krigen i Afghanistan over flere perioder i 1996/97, og det var han fremragende til. Fem fine priser blev det til. Sideløbende lærte vi ham at kende gennem de mange billeder af de to jyske bondekarle Anders og Julius, som han lavede i tilknytning til Søren Ryges artikler. Men pludselig fik han nok af den sort-hvide reportagetradition med alt hvad deraf følger, og da var det, at han kom i tanker om Dorte Henriksen. De var mødtes på et værtshus i Århus i 1995 og var blevet venner og efter at have kendt og fotograferet hende nogle år, fik han lov at lave de billeder, der blev til bogen. - Både hvad angår motivvalg og måde at fotografere har du taget nogle afgørende skridt med din nye bog. Hvad var der galt med dine billeder fra Afghanistan? "Der var ikke noget galt, men det hænger vel sammen med dels min alder og dels, hvad man fokuserede på, på den tid. På Fatamorgana var man optaget af den sort-hvide stil og af at opsøge mødet med andre kulturer. Din egen baghave var ikke interessant. Da Muren faldt, blev der åbnet op for hele Østeuropa, og der finder man den teatralske, tidsløse æstetik, som den sort-hvide dokumentarisme bærer i sin grundform. Jeg søgte denne æstetik, men pludselig syntes jeg, at jeg mistede mig selv, og at billederne blev udvendige. En dag fotograferede jeg en fyr på et hospital, der havde fået sprængt sin fod af, og jeg opdagede, at det jeg var mest optaget af, var at få lyset ordentligt. Det blev simpelthen kvalmende, og jeg indså, at jeg måtte skifte hele min fotograferingsmåde ud. Jeg havde mødt Dorte, og hun blev for mig et nyt miljø og en ny stil, samtidig med at det var en tilbagevenden til min egen historie og min egen kultur. Hendes historie afspejlede min med en far, der forlod min mor og en stedfar, der kom til. I forhold til Afghanistan er Dorte en triviel historie, men der lå et indre drama, som var meget mere spændende for mig. Hvis jeg kunne noget, så var det at få et forhold til de mennesker og være sammen med dem som Nicolai. Det gav en helt anden ro, og den ondt i maven jeg fik hos Dorte, havde jeg ikke i Afghanistan. I Afghanistan skulle alting være sat på spidsen i billederne, og lyset skulle stå perfekt. Med den snapshotsæstetik, jeg brugte hos Dorte, kunne jeg lave 'kedelige' billeder. Og med flashen var lyset ligemeget. Efter at jeg var begyndt at fotografere Dorte og hendes familie tog jeg igen til Afghanistan, fordi den slags rejser kræver års planlægning, så jeg måtte følge det til ende. Jeg nåede helt til landets grænse, før jeg indså, at jeg ikke kunne fotografere, og så tog jeg hjem igen. Jeg var gået helt galt i byen. Jeg ville fotografere landskabet i forfald, men her stod jeg, en halvbleg, velnæret vesteuropæer med mine kameraer på vej ind i Afghanistan for at lave billedæstetik, fordi jeg havde råd til at komme ud igen." - Hvad er det, farvefotografiet kan? "Farverne hjælper den type billeder, jeg vil lave, utrolig meget. De gør det mere virkeligt... eller de gør det virkelige overvirkeligt. Før mente jeg, at farven var som et lag ovenpå virkeligheden, men i dag ser jeg det helt omvendt. Den klassiske sorte-hvide æstetik lægger en fernis oven på virkeligheden, mens farverne gør det meget mere direkte. Bare det at fotografere sofaens utrolige farver. Samtidig brugte jeg mellemformatkamera (større og mere finkornede negativer, red.), som er meget langsommere end et almindeligt snapshotkamera, og som tilførte det en stivhed og et andet niveau." - Man kan vist godt sige, at Dorte og hendes familie tilhører underklassen. Ligger der et element af social eksotisme i bogen, som man også møder hos internationale fotografer i samme stil? Den der sofa. Sådan ser der jo ikke ud hjemme hos dig selv? "Nej men det har nu mere med Trine at gøre end med mig. Altså underklassen tillader, at man kommer ind over dørtærsklen hos dem. Dorte viste mig en tillid og en generøsitet. Det er hende, der spørger, hvem jeg er, og om jeg vil drikke en øl. Bogen er ikke et socialdokumentarisk portræt, og der er historier i deres liv, som jeg ikke fortæller. For mig er det historien om moderen og hendes datter, og lidt ude på sidesporet kæresten. De tre elementer er familien, og derfor bogens titel, ligesom jeg også har et billede af den der sofa i 3 dele. De gør jo faktisk fra hinanden, så der var for mig også hele tiden et element af noget, der forsvinder. Det handler om at være en familie og at være i splittelse med sig selv, og det er ikke socialklassedramaet, der b¾rer det. Jeg ser det mere som et personligt essay. Det er faktisk mest blevet datterens historie, en skildring af udviklingen fra pige til voksen, og det var noget, jeg ikke selv kendte så godt. Jeg holder af Dorte, jeg griner ikke af hende, og jeg har ikke ondt af hende. Jeg synes også, at den kvinde er smuk, f.eks. på billedet med hendes røde pyjamas. Det er der en realistisk skønhed over." - Hvordan har Dorte selv reageret? "Jeg har selvfølgelig vist hende det hele undervejs, men hun har ikke redigeret i udvalget. 'Det er dit projekt, og det er det, du har villet fortælle', siger hun. Men hun har vist åbenhed og tillid. "Vil du ikke fotografere os, når vi boller?", sagde hun engang." Billederne til bogen har været færdige længe, for det tager lang tid at skrabe penge sammen til at få produceret en bog. Sidste efterår udstillede Nicolai Howalt og Trine Søndergaard med et fælles snapshotprojekt i Galerie Asbæk, og serien kan ses som en indlysende forlængelse af den vej mod det personlige fotografi, som Howalt har gennemgået. De meget direkte billeder var taget som kærestefotografier, da de lige havde mødt hinanden, og i tiden omkring, under og efter datterens fødsel. "Fotografi er den måde, jeg foretrækker at udtrykke mig på. Det ligger tættere på for mig end ordene. Det var logisk for os at tage de billeder, det var spontant, og det var ikke ment som et projekt. Men vi tænkte, lad os prøve at udstille os selv og se, hvad folk siger. Er det for privat? Som fotografer kigger vi på alle mulige andre, og vi bruger dem som platform for vores personlige projekter. Vi prøvede at udlevere os selv, hvilket var noget af et skridt, især på ferniseringen. Men jeg synes samtidig, at det holder som billeder, og at der er en ærlighed i det." - Hvad betyder det, at dine billeder optræder i en kunstsammenhæng som hos Asbæk? "Jeg har aldrig forstået den der dokumentar om, at fotografen er en flue på væggen. For mig har fotografiet altid været et udsagn fra fotografens side og noget, der rækker ud over virkeligheden. Derfor er det en befrielse at få det ind på en anden hylde. Kunstrummet står for en helt anden åbenhed. Kunst har noget at gøre med eventyr og føelser fremfor med noget, der engang er sket. Men fotografi må forstås udfra konteksten. I nyhedsfotografiet vil jeg gerne have mig æstetikken frabedt. Derimod er kritikken mod f.eks. Nicolai Fuglsigs manipulation urimelig, for han har lavet en bog (Muslumovo, red.), og det er noget andet. Diskussionen er helt skæv, for man kan ikke sidestille alle dokumentaristiske fotografier." - Hvad med det berømmede danske pressefotografi lige nu? "Pressefotografiet har bestemt en rolle at spille, men jeg har valgt det fra. Mine egne billeder fra f.eks. Afghanistan berører mig ikke mere, og heller ikke den type fotografi, der ligner. Det er nogle bestemte sort-hvid-¾stetiske konventioner, man lever op til, og som er meget anerkendte lige nu. Man taler om 'den danske skole', men det er en gammel Magnumæstetik, der handler om at finde dramaer og konflikter ude i verden. Der går sport i at finde den næste konflikt. Hele konkurrencesystemet er absurd, og det er sundt for fotografiet, hvis man melder sig ud af dette 100-meter-løb. Det er for overfladisk, eller muligvis er jeg for mættet. På fredag, når bogen udkommer, og udstillingen åbner, må det føles anderledes. Jeg har meget mere på spil nu." Nicolai Howalt: 3 x 1. Gyldendal, 88 s. Kr. 350. Bogen udkommer i dag og samtidig Œbner udstillingen "3 x 1" i Galerie Asb¾k, Bredgade 20. Sidste dag 21. april.