nicolai howalt
works
books  
info
contact
18. oktober 2003

Tæskefjæs og blodtud

Af RUNE GADE

Nicolai Howalts nye bog er stramt og konsekvent bygget op omkring boksningen som et maskulint indvielsesritual Fotobog Fotografen Nicolai Howalt udgav for et par år siden bogen 3X1, der inden for den subjektive dokumentarismes æstetik skildrede hverdagen hos en familie i Århus Vest. Siden har han i udstillingssammenhænge markeret sig flere gange, bl.a. i fællesskab med partneren og fotografen Trine Søndergaard. Nu udgiver Howalt sin anden bog, der peger i en noget anden retning end debutbogen. Boxer kalder Howalt sin nye bog, og det er ikke falsk varebetegnelse. Den indeholder en serie portrætter af drenge og unge mænd i bokse-udstyr, fotograferet umiddelbart før og efter en kamp. Stilistisk placerer billederne sig et helt andet sted end det Howalt præsenterede i 3X1. Vi er fjernt fra de snapshotlignende situationsbilleder med deres pittoreske bevægelsesuskarphed og lemfældige kompositioner. I stedet får vi standardiserede, formelle en face-portrætter optaget mod en neutral hvid baggrund i et upåfaldende fladt lys. Det ligner mere konceptkunst end traditionelt dokumentarfotografi, og lægger sig i den forstand tæt op af nye strømninger inden for den mere kunstnerisk orienterede dokumentarisme. I samme greb adskiller Howalts bog sig også fra tidligere fotografiske skildringer af boksescenen, såsom spanske Miguel Rio Brancos farvebilleder fra brasilianske bokseklubber eller amerikanske Larry Finks mere lyriske og øjebliksprægede studier af boksere og deres omgivelser i USA. Howalts ide med portrætter 'før' og 'efter' er lige så effektfuld som den er enkel. Portrætternes objektive nøgternhed og de portrætteredes noget nær udtryksløse poseringer giver ganske vist bogen som helhed et temmelig monotont præg, men de enkelte opslag er fascinerende studier i fysiognomiets foranderlighed. Pubertetsansigtets transformation fra uberørt uskyld til en forslået, sveddryppende tilstand af fysisk efterchok fortæller en spændende historie, uden at vise den som andet end begyndelses- og slutpunkt. Det mellemliggende, selve kampen, får vi kun at se i form af de spor, den har afsat sig i drengenes ansigter. Netop fordi kampen ikke vises, åbnes der for et blik på denne sport, som rækker langt ud over det rent sportslige drama. I Howalts portrætter, der i deres formelle udtryk bogstaveligt talt giver mindelser om politiets identitetsbilleder, ligger fokus på en indre kamp, på identitetsmæssige forvandlinger. Indvielsesritual Det er oplagt at se den transformation, som drengene gennemgår som et maskulint indvigelsesritual, en baksen og boksen med manderollens fordringer. Det handler åbenlyst om at 'mande sig op' til at modtage tørre tæsk, at udholde smerte, at mærke sin krop, sin styrke, sine begrænsninger, sine potentialer. Men i videre forstand handler det om at mande sig op til at indtræde i manderollen med dens særlige psykologiske profil, at påtage sig kampen, uddeling og tildeling af tæsk, som et vilkår. Det er en mærkelig blanding af trodsig aggression og ydmyg underkastelse, der står prentet i disse blodige, skrammede og svedige ansigter. Ikke den rene drengeleg, så meget er sikkert. Det er vanskeligt at lade være med at spekulere på, hvordan den feminine variant af denne moderne initieringsrite ville se ud: Kroppen som mannequindukke? Hos drengene her - der i parentes bemærket naturligvis ikke er repræsentative for deres køn, og heller ikke hævdes at være det - handler det om at stille styrke og ikke mindst smertebeherskelse til skue. Hvis her er skønhed på færde, så er det i form af blodtilsøling og ophovnede læber som udtryk for udholdenhed og mandighed. Med andre ord et noget andet skønhedsideal end det pigerne i samme alder antageligt måler sig i forhold til. Nogen moralsk stillingtagen til de stærke kønsstereotyper, der er på færde i billederne, leverer Howalts bog ikke. Der er heller ikke nogen problematisering af boksningen, selv om berettigelsen af den hjerneskadende og potentielt invaliderende eller ligefrem dødbringende sport ofte diskuteres i sports- og lægekredse, og deciderede forslag om forbud har været fremsat i visse stater i USA. Boxer fremlægger slet og ret dokumentationen, og lader læseren om at vurdere materialet. En vis solidarisk fascination ved boksesporten og amatørbokserne kommer dog indirekte til udtryk gennem den amerikanske kultforfatter Edward Bunkers korte forord, der begejstret fremhæver boksningen som et primitivt urinstinkt i modsætning til karatens høfligt kultiverede form. Den medfølgende pressemeddelelse lader os desuden vide, at Howalt selv har bokset i sine teenageår. Nu er det så fotografiet, han slås med. Boxer viser, at Howalt har både ideer, evner og kampgejst til at bære ambitiøse projekter igennem. kultur@information.dk *Nikolai Howalt. Boxer. 96 s., 250 kr. People's Press