nicolai howalt
works
books  
info
contact
Teksten er fra bogen "MANUAL TIL DANSK SAMTIDKUNST"
Gyldendal 2006. 392 sider. ISBN 87-020-44501

Nicolai Howalt

Fotografierne i Nicolai Howalts serie Boxer er et karakteristisk eksempel på, hvordan grænsen mellem dokumentarisme og kunstfotografi efterhånden er meget svær at trække. Pressefotografier i aviserne bliver stadig mere eksperimenterende, og især i søndagstillæggene udforskes den mere kunstneriske, fabulerende reportage. Det kunne man fx se i Lars Bechs afgangsprojekt fra Journalisthøjskolens pressefotolinje, publiceret som bogen Langenæs/århus/danmark (2001). Bechs nærgående og ekspressivt farvestrålende fotos af folk og hverdagslivsdetaljer fra et socialt boligkompleks i rhus lignede i udtrykket tidens internationale kunstfotografi. Den dokumentaristiske stil havde siden midten af 1990'erne gennemtrængt kunstverdenen i form af rå og direkte hverdagslivsskildringer i skødesløse beskæringer med Richard Billinghams og Wolfgang Tillmans' snapshotstil som den mest skoledannende. Det interessante er, at en fotograf som Tillmans kunne udstille de samme billeder som kunst på galleriets hvide vægge, som modebilleder i tidens trendy engelske modemagasiner og som reportage i kulturmagasinerne.
Som fotograf inkarnerer Nicolai Howalt (f. 1970) denne udvikling på dansk grund. Han begyndte som fotoreporter i den klassiske, humanistiske tradition og blev især kendt for sine ekspressive sort-hvide reportagefotos fra talibanmilitsernes Afghanistan i midten af 1990'erne. Men i stigende grad begyndte han at distancere sig fra denne tradition, og det resulterede i fotobogen 3 x 1 (2001) med farvefotografier fra en århusiansk families hverdag i et socialt boligbyggeri. Billederne var taget i en bevidst "kedelig" snapshotlignende stil, ikke ulig Billinghams, men samtidig var de optaget med storformatkamera, der tilførte dem et mere æstetisk, farvemættet og finkornet præg end fx Billinghams snapshots. I 2001 udstillede Howalt og fotografen Trine Søndergaard deres fælles snapshots fra parrets intime hverdagsliv centreret omkring deres datters fødsel. Efter således at have været omkring det private og det hverdagslige i reaktion med den udvendighed og næsten turistagtige distance, han som fotograf følte, at han formidlede i sine Afghanistanfotos, bevægede han sig med Boxer-projektet igen ud i virkeligheden, i det dokumentariske fotografis rum, men nu iført den kunstnerisk konceptuelle form, som han havde arbejdet med i de forrige projekter.
På de to fotografier ser vi den 14-årige amatørbokser Mark Wirenfeld. Som teenager var Nicolai Howalt amatørbokser, og fotografierne tager afsæt i hans egen fascination af dette miljø. Eller rettere i dets unge aktører, for det er ikke boksermiljøet som sådan, han ønsker at skildre. Serien består af stiliserede studieportrætter af i alt 42 unge, fortrinsvis danske drengeboksere, og Howalt har taget et foto af hver af dem, umiddelbart før de skal i kamp og et umiddelbart efter kampen. Drengene er alle opstillet mod en hvid baggrund; nogle gange i næsten hel figur, andre gange i en mellembeskæring som her, og endelig går fotografen sommetider helt tæt på deres svedige og forslåede ansigt. På det venstre foto ser man den 14-årige bokser i anspændt koncentration. Det højre foto er næsten ens, men nu er trøjen næsten umærkeligt plettet af blod, ligesom skulderen er det, og drengen har ridser på de bare arme. Håret er nu i uorden, ansigtet svedigt, rødt og lettere ophovnet, så pubertetshudens karakteristiske røde pletter pludselig fremtræder tydeligt. Vi ved ikke, om drengen vandt eller tabte, men ud fra hans kropsholdning og blikket kan man fantasere om, at han tabte, men alligevel bærer det med oprejst pande. Som betragtere overfører vi de nederlag, vi selv kender fra barndommen, på drengens stirrende øjne.
I billederne fanger Howalt det skrøbelige i disse pubertetsdrenges ansigter og kroppe iført de karakteristiske kæmpestore boksershorts, der sommetider får drengenes spæde overkrop til at synes alt for lille. Han skildrer den kun hårfine kontrast mellem angst og mod, tilstanden mellem dreng og voksen mand, håbet om at vinde kampen over for den slet skjulte skuffelse, når det tilsyneladende ikke er lykkedes. Billederne peger således også ud over den konkrete boksemetier mod noget mere alment, der handler om drømme, køn og identitet.
Serien er på én gang nytænkende og klassisk i sin form. Den peger tilbage på klassiske dokumentarister som den tyske fotograf August Sander, der i første del af det 20. århundrede også portrætterede mennesker og "typer" i en registrerende, saglig stil. Eller den amerikanske fotograf Richard Avedon, der i 1970-80'erne altid havde et hvidt lagen med som baggrund for sine skildringer af amerikanske folketyper. Af nyere, internationalt kendte navne lægger Howalt sig her i forlængelse af den hollandske fotograf Rineke Dijkstras fintfølende portrætter af europæiske teenagere eller den tyske fotograf Thomas Ruffs kæmpestore, superskarpe, helt rensede portrætter af unge mennesker. Med valget af de unge boksere har Howalt fundet sin egen motivverden, ligesom ideen med før-og-efter-portrættet tilfører serien en ny dimension. Fotografen udnytter her fotografiets tidslige aspekt og peger på det mellemrum mellem billederne, hvor der er foregået noget vigtigt, noget helt centralt og meget omvæltende for de unge boksere, men det er op til betragteren at forestille sig, hvad der er sket. I det første billede bor spændingen, modet og angsten i kroppen og i ansigtet, i det næste billede er den udløst og forvandlet til et fysisk spor.
Den nedbrydning af grænserne mellem reportage og dokumentarfotografi på den ene side og så et konceptuelt og formelt set mere æstetisk kunstfotografi på den anden, som Howalts karriere repræsenterer, ses også blandt andre danske fotografer, ikke mindst i deres bogudgivelser, fx Krass Clements Påskesøndag mellem 11 og 16 (2000) og Henrik Saxgrens I krig og kærlighed (2006). Howalt fortsatte den konceptuelt-æstetiske drejning i en serie digitalt bearbejdede fotografier af jagt i bogen How to Hunt (2005), som han udgav i samarbejde med Trine Søndergaard, og som parret udstillet i Galerie Asbæk.
Mette Sandbye 2006