nicolai howalt
works
books  
info
contact

Fotograf udstiller bilulykker

Fotografen Nicolai Howalt har taget en serie billeder af smadrede biler. Blandt andet for at konfrontere angsten i os alle.

Det værste er den pakke Prince, der ligger under det kvaste instrumentbræt.

Man ser for sig, hvordan chaufføren har fået sig en stilfærdig smøg ude på motorvejen. Lige inden katastrofen.

Nu ligger den røde pakke så dér, som om intet var hændt, og lyser op i den ellers helt grå Toyota-kabine. Selv blodpletterne på rattet virker næsten harmløse ved siden af cigaretpakken – måske fordi den minder os om noget normalt og dagligdags, som brutalt blev afbrudt.

Døden i det næste vejsving
Nicolai Howalt har ellers fjernet de fleste personlige ejendele fra de havarerede biler, før han er gået i gang med at fotografere dem. Han har også bestræbt sig på at undgå blod på sine billeder. Han har interesseret sig for den »fuldstændig nøgne stilhed«, der bliver tilbage i en bil efter en ulykke.

Det handler om liv og død. Om den angst, vi vel alle går rundt med. Angsten for at møde døden i det næste vejsving. Lige midt i hverdagen. Men det handler også om det tillokkende og fascinerende ved katastrofen.

Fotografierne er anbragt i lyskasser dækket af knust glas, så man er nødt til at gå helt tæt.
»Jeg ville se, om det grusomme også kunne bære en skønhed i sig ... Jeg har forsøgt at lave en udstilling, som både var betagende og bevægende«, siger Nicolai Howalt.

Udstillingen hedder ’Car Crash Studies’, og den åbner på fredag i københavnske Martin Asbæk Gallery.

Tre år med bilvrag
Igennem tre år kørte Nicolai Howalt hen på en oplagringsplads for biler, som havde været involveret i en ulykke. Han udvalgte sig et vrag og dækkede bilruderne til udvendig med sort eller hvidt klæde, så kabinen indvendig fremstod isoleret fra omgivelserne, uden forstyrrende elementer.

Så kravlede han ind på bagsædet og fotograferede hen over førersædet, mod den pulveriserede frontrude.

»Billederne er taget med det perspektiv, jeg ville have som passager i bilen ... Jeg satte mig ind i de her biler og prøvede at finde ud af, hvad det er for et billede, der sætter sig efter sådan en kollision«, siger Nicolai Howalt.

At leve og dø
Den 38-årige fotograf begyndte som klassisk fotoreporter og blev kendt for sine ekspressive sort-hvide fotos af Taleban-militserne i Afghanistan i midten af 1990’erne. Men han følte sig ikke hjemme i det rene reportagefotografi.

Nicolai Howalt ville have noget mere personligt ind i sine billeder og begyndte at fotografere en families hverdag i et socialt boligbyggeri. Senere udstillede han og fotografen Trine Søndergaard fælles snapshots fra deres intime hverdagsliv koncentreret omkring deres datters fødsel.

Howalt og Søndergaard har siden arbejdet tæt sammen.

Træer og jægere
De fotograferede en stribe billeder af ensomme og forkrøblede træer, der kæmpede for at overleve i sneen tæt på den nordiske trægrænse. Eller de fulgte en flok jægere under en høj himmel og manipulerede billederne sammen på computeren, så der opstod myldrende tableauer fyldt med skønhed og død.

Disse to serier arbejder de to fotografer stadig videre på.

Dødsangsten var måske tydeligst i Nicolai Howalts soloserie ’Boxer’ fra 2001. Han fotograferede helt unge boksere før og efter en kamp. Først friske og nydelige. Så blodige og forslåede. Som tidligere bokser vidste Howalt, hvad der foregik inde i hovedet på drengene.

»Og car crash-projektet handler egentlig lidt om det samme som bokseprojektet. Om den forandring, der sker ... før og efter en kamp, fra ung til voksen, angsten for at stå på egne ben ... og om den eksistentielle angst for at leve og dø«.

Det besnærende frastødende
Det var mildest talt med blandede følelser, Howalt satte sig ind i bilvragene med sit kamera. Han havde altid undret sig over, hvad det var, der gav os lyst til at standse op og betragte en katastrofe. Hvorfor det ubehagelige og frastødende samtidig kan virke så besnærende.

Som for eksempel når man kører på motorvejen og pludselig får øje på blå blink forude. En ulykke. Man træder på bremsen. Snegler sig forbi bilvrag, glasskår, ambulance. Mærker et eller andet indeni, noget dragende. En stemme, der siger: »Stop op. Se nærmere på det her«. Men de fleste af os kører videre. Også Nicolai Howalt.

»Jeg er egentlig så godt opdraget, at jeg ikke ville standse op ved en ulykke på motorvejen«, siger han. »Men i virkeligheden er det det, jeg gør med det her projekt«.

Billeder i kabiner

Han forvandlede bulede og maltrakterede karrosserier til smukke, abstrakte, maleriske billeder. Han fotograferede eksploderede airbags og syntes, de lignede »små engle«. Og frem for alt tog han billeder inde i kabinerne. Det er dem, der tilbyder et blik ind i vores værste mareridt

Bag et sæde står en støvle. Ved siden af ligger halsen af en flaske Gammel Dansk. På et andet billede ligger en hårelastik i en bil, hvis tag er trykket så langt ned, at det rører ved rattet.

Kan man overhovedet tillade sig at fotografere den slags?

Renselsesproces
Tramper Nicolai Howalt ikke ind på et område, hvor han ikke har noget at gøre? Er det ikke kynisk snagen i andre menneskers ulykke?

Rent juridisk er der ikke noget at komme efter. Men hvad med det etiske? Det har Howalt grublet meget over.

»Jeg har tænkt: Kan jeg forsvare det her? Hvis det nu var min kone, der havde siddet i den her bil, hvordan ville jeg så have det?«, spørger han. Og svarer:

»Jeg ville have det svært«.

En metafor for at styrte om på gaden
Men hans serie handler ikke om specifikke ulykker.

»Det handler om de komplekse følelser, der opstår i forbindelse med en tragedie ... Car crash er en slags metafor for angsten for at styrte om på gaden. Den virkelighed skal vi jo alle leve med. At vi kan falde om sådan her ...«.

Nicolai Howalt knipser med fingrene.

Han fik ekstra meget at tænke over, da en veninde – undervejs i car crash-processen – døde i et trafikuheld i USA.

»Den sorg, som knytter sig til sådanne ulykker, blev meget synlig, da jeg selv pludselig mistede et menneske, som stod mig nær. Men det gav også en meget konkret mening i forhold til at konfrontere denne angst ... Det har været en voldsom grænse for mig at overskride ... at sætte mig ind i de biler. Det at turde kigge så konkret på noget, jeg på mange måder er ængstelig for, og på den måde konfrontere angsten og komme fri af det her traume, der altid forfølger én«.

Umuligt at sætte i glas og ramme
Howalt føler selv, at han er blevet mindre angst og mere afklaret af denne konfrontation. Som om det at betragte andres lidelse har været en slags renselsesproces.

Men han har været bekymret for at »virke for kynisk«. Og på en eller anden måde virkede det umuligt at sætte disse billeder i glas og ramme.

I stedet anbringer han de fleste af billederne i store lyskasser på gulvet. Kasser dækket af krakeleret glas, så man må helt tæt på for at se alle detaljer i fotografierne. Og så kan man jo ikke udelukke, at der en dag står et menneske, som har befundet sig i et af vragene, og stirrer på det, der blev tilbage.

Eller måske en pårørende til én, som har mistet livet i en af de udstillede biler.

»Den risiko er der, desværre. Men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg på ingen måde ønsker at krænke nogen mennesker med dette projekt. Jeg ønsker derimod at give de mennesker, der har sådan et traume, en mulighed for at konfrontere det forfærdelige og se disse rum, som ellers ikke er tilgængelige«, siger Nicolai Howalt.

Ikke spurgt pårørende
Han har ikke spurgt overlevende trafikofre eller pårørende til trafikdræbte om lov til at fotografere. Det forekom ham »en smule upassende« at ringe dem op og spørge.

»Desuden ville en sådan forespørgsel netop knytte billederne til en personlig historie, og det har været hensigten, at den fortælling, som billederne rummer, er en almen historie, som findes i vores alle sammens bevidsthed«.

Nu vil det så vise sig, om københavnerne vil reagere ligesom det franske publikum, da ’Car Crash Studies’ blev vist i Maison du Danemark i Paris.

Der reagerede folk typisk på to forskellige måder. Der var dem, der syntes, at billederne gik langt ud over det tilstedelige. At det var et meget problematisk projekt. Og så var der dem, der mente, at serien ramte problematikken lige på kornet. At billederne rummede en skønhed, som gjorde det muligt at konfrontere angsten.

»I sig selv synes jeg, at det er interessant med et projekt, der kan skabe så splittede følelser. Angsten er jo en stærk drivkraft, men det er trods alt bedre at se den i øjnene end at kigge væk«, siger Nicolai Howalt.
Nicolai Howalt havde det ikke godt med at kravle ind på bagsædet af biler, som var blevet smadret i trafikulykker. Men kun på den måde kunne han konfrontere den angst, han selv og de fleste andre har for at møde døden på landevejen. Samtidig ville han undersøge, »om det grusomme også kunne bære en skønhed i sig«.

Af Keld Hybel 2009