nicolai howalt
works
books  
info
contact
RUNE GADE, 18. marts 2005

Jagten som visuelt udtryk

Af RUNE GADE
'How to Hunt' er ikke en manual for jægere, men derimod en prunkløs skildring af danske landskaber


NY FOTOBOG
Det handler om jagt i Trine Søndergaard og Nicolai Howalts nye bog How to Hunt, der trods sit lidne omfang rummer store ambitioner. Bogen lægger sig i forlængelse af de to fotografers tidligere projekter, men føjer også nyt til - ikke mindst i form af et markant brud på det dokumentariske dogme om umanipuleret autenticitet.
Både Søndergaard og Howalt er veletablerede fotografer, der i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne markerede sig med rå, nyrealistiske dokumentarfotografier fra sociale yderområder af 'normalkulturen'. Søndergaard med
rystende, men kærligt medlevede skildringer af gadeprostituerede på Vesterbro
(publiceret som Now That You Are Mine i 2002), Howalt med kulørte snapshots fra en families hverdagsliv i rhus Vest (publiceret som 3 X 1 i 2001).
Parrets nye lille bog, indbundet i eksklusiv, jægergrøn velour, indeholder en serie farvefotografier, der viser forskellige jagtsituationer fra danske efterårs- og vinterlandskaber. Ikke noget spektakulært eller blodigt, men snarere udramatiske skildringer af de kulisser, dramaerne udspiller sig i: de vejrbidte, kuperede landskaber med høje himle af changerende gråt-i-gråt, de sneklædte marker hyllet i tæt tåge, de endeløse søjlehaller af nøgne, mosbegroede træstammer i skovens indre dyb. Det er kort sagt omgivelserne, omstændighederne, der står i centrum - måske er jagten i virkeligheden blot fotografernes undskyldning for at lave landskabsbilleder.
Selve jagten, og for den sags skyld jægeren, er i hvert fald sekundær i forhold til landskaberne. Ja, i det omfang jægeren overhovedet er en del af billederne, er det oftest i en diminutiv udgave, som næsten helt forsvinder i landskabernes udstrakte og storladne flader af grønt og gråt. Hvilket er en tendens, der kun forstærkes af jægernes camouflageudstyr, som selvfølgelig netop har til formål at få dem til at gå i ét med omgivelserne. Fotografierne viser i den forstand helt bogstavelig, hvordan jægeren bliver ét med naturen. Mange af billederne udgør ligefrem en slags visuelle gåder, hvor man som betragter udfordres til at lege 'find jægeren' - en leg, der implicit placerer én i det efterstræbte byttes udsatte position dér, hvor man overraskes over jægerens pludselige opdukken.

Manipulationer
I visse af fotografierne bliver jægeren dog nok så tydelig i kraft af en voldsom multiplicering, der udmønter sig i et sandt mylder af små jægere overalt i billedet. Fotografierne er kun delvist dokumentariske, oplyser bogens forord, der er skrevet af kunsthistorikeren Anna Krogh.
Nogle billeder er manipulerede digitalt, så den samme figur diskret, men alligevel med en påtrængende serialitet optræder flere steder i samme motiv. Det virker i nogle af billederne noget overdrevet, som om kunstnerne ikke rigtig kunne stoppe, mens legen var god. Men i de bedste varianter fungerer det omvendt så meget mere effektivt i kraft af manipulationens næsten umærkelige karakter, som kun ved nærmere eftersyn afslører sig som en manipulation. Under alle omstændigheder er den åbenlyse manipulation som sagt et brud med forventningerne om 'sandhed' i dokumentarfotografiet.
Anna Kroghs forord diskuterer jagtmotivet i et kunsthistorisk perspektiv, der understreger Søndergaards og Howalts fotografiers tilhørsforhold til en billedtradition snarere end til en social virkelighed. Det handler om ideen om at jage som et visuelt udtryk mere end om selve jagten, som den rent faktisk udfolder sig. Om det projekt så er lykkedes, kan man diskutere. Ligesom man kan diskutere, om det overhovedet er nødvendigt at foretage digitale manipulationer med fotografier for at få dem til at fremstille noget idemæssigt - fotografihistorien byder vel ret beset på en række eksempler, der demonstrerer det modsatte.

Jagtens essens
Hvad er i grunden jagtens 'essens'? Tager man for pålydende, at How to Hunt skulle give svaret på dette spørgsmål, eller overhovedet give en slags anvisning på det at jage, sådan som titlen lægger op til, så står man tilbage med indtrykket af, at jagten er et socialt fænomen, hvor flokke af mænd i sjovt tøj og med jagthorn får sig en masse frisk luft og gode naturoplevelser under ledsagelse af kåde hunde. Kun ganske sporadisk, næsten strejfvist, skildres flugten, dvs. jagtens komplementære del. I det hele taget er drabet, døden, som et element af jagten påfaldende fraværende, ligesom dette aspekt i Kroghs forord bagatelliseres i påstande som: »der er intet odiøst eller meningsløst voldeligt ved nedfældningen af eksempelvis en kronhjort«. Her hersker næppe enighed.
How to Hunt forekommer temmelig uafklaret i forhold til den jagt, bogen skildrer. Ironiserer den over den moderne fritidsjæger eller solidariserer den sig omvendt med ham/hende? Skildrer den jagten som konkret fænomen eller som ide? Eller er jagtmotivet måske en allegori over fotografernes egen situation, handler det om jagten på 'det gode skud' forstået som det gode billede? Det er som sagt noget uklart.
Billederne besidder generelt en nedtonet og prunkløs skønhed, men den konceptuelle ramme som de er indfattet i, forekommer mærkeligt uklar. Endelig kan det ærgre, når nu vi får en bog med mange smukke landskabsfotografier, at landskabsformatets horisontalitet ikke afspejles i bogformatet, der tværtimod er højformat, hvilket betyder, at alle billederne bringes over to sider, gennemskåret på midten.

kultur@information.dk

*Nicolai Howalt og Trine Søndergaard. How to Hunt. Art People. 64 s., 250 kr. Bogens billeder vises hos Martin Asbæk Projects, Bredgade 20, ma-fr 11-18, lø 11-16. Til 16. apr.