nicolai howalt
works
books  
info
contact
: Fotomediet og malerkunstens patenter
Trine Søndergaard og Nicolai Howalt: How to Hunt
Slrevet af Kristina Lukke Hansen

Jagtbytte
Blandt jægere hedder det, at det er sværere at skyde et fotografi af et dyr end reelt at skyde et dyr, da førstnævnte skal være smukt, hvorimod sidstnævnte blot skal være dødt. Fotograferne Trine Søndergaard og Nicolai Howalt har vovet sig ud i at kombinere de to dele i fotobogen, How to Hunt, der blev fulgt op med en udstilling hos Galerie Asbæk i foråret 2005.
Bogen er indbundet i jægergrønt velour og henleder læserens tanker på skovens tætte mostæppe, som spiller en fyldestgørende rolle, når man som læser bevæger sig gennem fotografierne. Men læser bør med rette præciseres til beskuer, eftersom bogen tekstmæssigt er begrænset til et forord skrevet af kurator Anna Krogh. I forordet forklarer Krogh, hvordan jagten har udviklet sig fra at være en basal nødvendighed for overlevelse til at være en passioneret fritidsinteresse for naturelskere, og hvordan jagten sideløbende er blevet afbilledet helt tilbage fra hulemaleriet. Jagtmotivet har typisk været et udtryk for menneskets overlegenhed i forhold til naturen, hvorfor det også har været brugt som iscenesættelse af portrætter, der ønskede at understrege den afbilledes magt. Bogens to fotografer har uden tvivl bevæget sig ind på et område med dybe rødder i maleriets historie, som oven i købet indlemmer indgroede borgerlige værdier som kultivering og magt. Men betyder det, at jeg med How to Hunt har anskaffet mig en samling billeder, der vil vise mig en forgangen idylliseret verden? Tværtimod; Søndergaard/Howalt har på fornyende og selvstændig vis formået at skabe en fotoserie, der sætter fotomediets rammer til diskussion ved aktivt at inddrage et klassisk motiv fra malerkunsten og ikke mindst ved at anvende mediets teknikker til at lege med udtrykket. Jagtmotivet har fået en moderne tidssvarende behandling, der genfortæller og omfortolker malerkunstens klassiske fortolkning af jagtens sceneri.
Det, der særligt interesserer mig og tryllebinder mig ved disse fotografier, er, hvordan kunstner-duoen indfanger maleriet i fotografiet uden at give afkald på fotomediets egenart. Hertil kommer, at de i samme åndedrag tilfører mediet en leg og lethed, som peger frem mod nye horisonter for dansk fotografi.

Friske spor
Fotografiets åg er, at det stadig over halvanden hundrede år efter dets lancering bliver betragtet som et nyt medie for kunst. De seneste femogtyve år har vi endda skullet gentænke dets rammer i og med, at digitaliseringen har vundet indpas og skabt nye muligheder for et kunstnerisk udtryk. Gennem tiderne er der blevet udlagt en del forhindringer særligt her i Danmark for at betragte fotografiet som et selvstændigt kunstnerisk udtryk, idet der har været en tendens til at placere det i skyggen af malerkunstens æstetik eller reducere det til blot at være et sandhedsvidne og en mekanisk/teknisk frembringelse. På trods af disse odds er der blevet skabt mange danske fotografier i international klasse, der vidner om både kreativitet og fornyelse.
Med How to Hunt er der blevet leveret et nyt bud, der blander alle de ting, som fotografiet har fået hæftet på sig mere eller mindre frivilligt. Søndergaard/Howalt markerer en let leg med mediet, som kan være med til at re-artikulere vores måde at tænke fotografiet på. Umiddelbart virker fotografierne i bogen realistiske med deres naturscenerier, der til tider befolkes af jægere og deres hunde, men ved et nærmere eftersyn af nogle af fotografierne vil man opdage, at iscenesættelsen ikke er naturlig. Eksempelvis indikerer det første fotografi i bogen, hvorledes Søndergaard/Howalt har været inde og omformulere motivet, da jægerne ganske ulogisk skyder i hver sin retning, og den ene jæger forekommer endda to gange i en spejling. Man kan dog ikke se manipulationen i alle fotografierne, da nogle af dem tilsyneladende gengiver naturen, som den er. Netop processen omkring gengivelsen af motivet er udfordrende for beskueren, da man ved at blive præsenteret for en række til tider gennemskuelige manipulerede fotografier får prikket til erindringen om, hvordan jagtscener er blevet gengivet gennem tiderne. Det er som om, man sidder og leder i sin hukommelse efter det maleri, som fotografiet kunne have taget afsæt i. Men det givne fotografi findes ikke, det er snarere en kunstnerisk strategi, som man genkender i fotografierne. Krogh nævner i forordet, at det nederlandske genremaleri i 1600-tallet benyttede jagten i sine motiver, og denne tradition blev fulgt op helt ind i 1800-tallet: Derfor er det, som beskueren ser en remediering af malerkunsten - en genskabelse, der foregår inden for rammerne af fotomediets egenart og ikke længere i skyggen af malerkunsten. Hermed ikke sagt, at Søndergaard/Howalt er de første fotografer, der har leget med et forlæg fra malerkunsten, idet idéen altid har været en mere eller mindre udtrykkelig del af fotomediet. Et nyere dansk eksempel kan hentes i 1980erne, hvor to toneangivende tendenser i forhold til at bearbejde den klassiske kunsthistorie gjorde sig gældende. De traditionelt skolede fotografer tog billeder, hvor de lod sig inspirere af kunsthistorien, mens kunstnerne eksperimenterede med mediet og traditionen. Et andet eksempel er Erik Steffensen som i 1990erne har fotograferet motiver med inspiration fra de hæderkronede guldaldermaleres motivkreds. Men hvad er det så, der adskiller How to Hunt fra tidligere sammenkoblinger mellem fotomediet og maleriets verden? Det enkle svar ville være, at det var de utvetydigt manipulerede digitaliserede fotografier, men billedudtrykkets frembringelse forekommer dog ikke at spille nogen rolle for den umiddelbare kontrakt, som beskueren indgår med motivet. En holdning som efterhånden deles af de fleste teoretikere såvel som kunstnere, der arbejder med fotomediet. Det, som er afgørende fornyende i How to Hunt, er den unikke blanding af maleriets æstetik og fotografiets insisteren på at være sit eget medie og genre. Det er som om fotograferne kræver deres ret til at lade sig inspirere af andre genrer uden at lade fotomediet udstille som en ung udtryksform. Fotograferne gør, hvad malerne har gjort i århundreder - de låner og lader sig inspirere fra fortidens stilarter og motivkredse. Fotografierne er skabt ud fra mediets muligheder og mangfoldigheder uden, at kunstner-duoen via titler eller tekst i bogen forsøger at forklare, hvordan motiverne er fremkommet. Tvetydigheden får lov at hænge i luften eller set fra en anden synsvinkel, så lader man den nonchalant uberørt ligesom malerkunsten har haft monopol på at gøre i mange år. Dette underliggende krav om at fungere på lige så autonome vilkår som malerkunsten understreges yderligere af valget af motivkreds, idet malere har gengivet jagtens sceneri et utal af gange.

Hvordan jager man?
Titlen, How to Hunt, læser jeg på to forskellige måder, der begge vedrører motivkredsens overordnede fælles udryk - hvordan går man på jagt set ud fra fotografernes synsvinkel? Og hvordan jager man på malerkunstens betingelser?
Et klassisk svar på det første spørgsmål er, at fotografer jager med deres kamera, og byttet er det fotografi, der mest realistisk afspejler virkeligheden. En udbredt metafor som har været knyttet til fotografiet siden dets opfindelse, og derfor er blevet så indgroet, at den nærmest må betragtes som en del af den kultur, som fotomediet er omgivet af. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det er den eneste rigtige måde at anskue tingene på - særligt ikke, hvis man overvejer metaforens begrænsninger. I forhold til How to Hunts motivkreds er det tydeligt at se, at metaforikken er fejlslagen, hvis man ellers ikke vælger at vende det om til, at det er Søndergaard/Howalts fotografiske metode, som er et vildskud. Det sidste kan ikke anbefales, da det vil betyde, at man afskriver sig fra en lang række fotografier, der benytter sig af denne måde at indfange verden på. Hertil kommer, at det mimiske motiv ikke har førsteret frem for mere eksperimenterende realismeformer, selvom det til tider stadig spøger i vores opfattelse af fotografiet.
I How to Hunt er fotografierne ofte en sammenblanding af forskellige fotografier, hvilket ses tydeligst i dem, der afbilleder jægere og dyr, da de som nævnt fremviser ulogiske positioner i forhold til virkelighedens jagt. Ikke desto mindre er man som beskuer ikke i tvivl om, at fotografierne er hentet fra den moderne jagts univers også uden visheden om den sigende titel. Genkendelighedens fragmentariske fremstilling gør, at fotografierne hos beskueren bliver afkodet som jagt, selvom kompositionen er skabt via manipulation. Det som Søndergaard/Howalt viser os, er deres oplevelse af jagt. Via teknologien har de haft mulighed for at manipulere med deres fotografier ved at bearbejde og indlægge elementer, indtil de er nået frem til det udryk, som viser deres oplevelse af jagt. En strategi, der adskiller sig væsentligt fra metaforikken om at indfange det sublime fotografi ved at klikke på det helt rigtige tidspunkt. Digitaliseringen har gjort det muligt at skabe fotografier, der tager afsæt i, hvordan vi erindrer og opfatter verden (og ikke som den nu engang tilnærmelsesvis ser ud), hvilket er en måde at skabe billeder på, som kunstmalerne ellers har haft patent på. Hermed ikke sagt; at malerne ikke har været underlagt forskellige ønsker og strømninger i forhold til at kunne skabe deres helt personlige opfattelse af et motiv.
En strømning, som Søndergaard/Howalt bevidst eller ubevidst leder mine tanker hen på, er den gren af den hollandske kunst i 1600-tallet, som forfinede og bearbejde motiver af naturen, hvor Jacob van Ruisdael må nævnes som en af de fremmeste repræsentanter. Særligt kendetegnede for genren er blandingen af indlevelse og præcision i det maleriske udtryk, hvilket gør, at malerierne ikke fremstår som tilnærmede kopier af naturen. En strategi, som ses i en remedieret udgave i How to Hunt, hvor den fotografiske linse garderer for det præcise aftryk af naturen, og det personlige afsæt fortrinsvist gives via efterbehandlingens manipulering med motivet. Man kan selvfølgelig hævde, at det er fortænkt at kalde How to Hunt for en remediering af en 1600-tals stilart inden for maleriet, når den eneste sammenhæng bogen har i forhold til dette, er Anna Kroghs korte omtale af maleriets tradition for jagtmotivet. Men for det første er valget af motivkreds ikke nyt og peger derfor på hele den tradition, som fremstillingen af jagten og dermed naturmotiver er udsprunget af. Derudover er det min ret som beskuer at indplacere mit indtryk af fotobogen ud fra mine erfaringer og associationer, og disse leder uvilkårligt mine tanker tilbage i kunsthistorien. Ikke at forstå således, at jeg eksempelvis ser Jacob van Ruisdaels motiver omformuleret hos Søndergaard/Howalt, men at jeg ser en kunstnerisk strategi, som er blevet ført ind i fotomediet og en ny epoke - endnu et eksempel på, at de to fotografer leger med de klassiske opdelinger i kunstverdenens genrebetegnelser.
Men lighederne stopper ikke her, da tidsperspektivet også spiller ind. Både med hensyn til maleri og fotografi har man som beskuer mulighed for at dvæle ved dem al den tid, som man har lyst til, men der er traditionelt en klassisk forskel i tidsperspektivet mellem de to udtryksformer. Maleriet er i sagens natur malet over lang tid, hvor forlægget for motivet har kunnet ændre sig en smule, og der har været mulighed for at komponere nye elementer ind og undlade andre, således at maleriet i sidste ende består af en række sammensmeltede elementer, der repræsenterer flere forskellige tider. Fotografiet derimod er, hvis man ser bort fra dobbelteksponeringer, et meget præcist defineret udsnit af tiden. I How to Hunt er tiden også blevet udstrakt i og med, at der har fundet en efterbehandling sted, som har indlejret flere handlinger.
Dette er ikke en banebrydende idé, som kunstner-duoen har udtænkt, men en efterhånden indgroet del af den måde, som man kan udtrykke sig på som fotograf. Det som gør den værd at bemærke i denne sammenhæng er, at den udtrykker en række stilistiske træk, der peger i retning af, at How to Hunt repræsenterer et nybrud i dansk fotografi, hvor man for alvor manifesterer mediet på dets egne principper og bruger strategier hentet fra malerkunsten som en selvfølge - et opgør med malerkunstens patent på en række udtryksmidler og skabelsesprocesser. Men patenter løber ud og efter flere århundreder i malerkunstens regi må det siges at være på sin plads, at fotomediet frit og ligeværdigt kan anvende dem. Kristina Lykke Hansen