nicolai howalt
works
books  
info
contact
Jagtens revir
- Af Anna Krogh, museumsinspektør og magister i kunsthistorie

Bag jagtens basale idé - at sikre menneskets overlevelse - findes en mere grundlæggende præmis, der afspejler ét gældende forhold: menneskets stædige krav om dominans i naturen. Vi har altid jaget og vi gør det stadig. Menneskets jagt på dyr følger derved på sin vis naturens orden og symboliserer samtidig naturens magtstruktur med mennesket øverst i fødekæden.

Jagtinstinktet kan anskues ud fra et grundlæggende menneskeligt fundament, der er uafhængig af historiske, kulturelle, sociale, eller politiske forhold. Det at jage - uanset om det er jagten på dyret, lykken eller den ægte kærlighed - er en naturlig og uadskillelig del af både kvinders og mænds natur. Det handler helt fundamentalt om eksistensorienterede værdier, der kendetegner menneskets væren i verden.

Lidenskaben omkring jagt på dyr er udpræget og eksplicit et mandligt fænomen. Uagtet at kvinder deltager i forskellige typer af jagt, forbindes jagten, hvor en jæger forfølger sit mål, primært med mandlige og maskuline karaktertræk. Begejstringen ved erobringen, nedlæggelsen af dyret og ikke mindst fremvisningen af trofæet afdækker en række urinstinkter, der hidrører en mandsorienteret verden.

Jagten rummer på én og samme tid en naturlighed og grusomhed. Der er intet odiøst eller meningsløst voldeligt ved nedfældningen af eksempelvis en kronhjort; alligevel føler de fleste af os et stik af medlidenhed med dyret, der mister livet. Sympatien med offeret og den samtidige fascination af magtens rå styrke demonstrerer dyrs levevilkår og naturens orden generelt. Sådan er det bare.

Den ritualiserede jagt
Hvad der oprindeligt betragtes som et overlevelsesfænomen, bliver i det 16. århundrede en beskæftigelse, der er forbeholdt adelen og samfundets overklasse. Jagten bliver dermed en eksklusiv fritidsfornøjelse, der foregår inden for styrede og såkaldte civiliserede rammer. Gennem tiden har mennesket således i stigende grad ritualiseret og iscenesat jagten. I dag dyrkes jagten fortsat som en hobby, der trods sin traditionelle eksklusivitet, nu i højere grad har en stærk folkelig appel.

Nutidens jagt har stadig et 'overlevelseselement' - det sker ikke for at skaffe føde, men snarere ud fra pragmatiske behov for at regulere en dyrebestand. Menneskets indgriben i form af denne systematiserede jagt motiveres af nødvendigheden for at sikre og beskytte menneskets egne territorier. Det sker under ordnede forhold og er (atter) et udtryk for menneskets vilje til og ønske om at styre naturens orden af hensyn til sig selv og egne interesser.
Jagt i dag er først og fremmest fritidsorienteret. Der jages for fornøjelsens skyld, men jægerne forbliver tro mod den oprindelige form for jagt: de skal på naturens og dyrenes præmisser erobre og nedlægge. I den civiliserede jagt opsætter mennesket således en række regler for og ritualer omkring nedskydningen af dyr. Som ved enhver anden sportsgren findes regelsæt for, hvordan spillet skal foregå. Med denne ritualiserede jagt er der tale om en fritidsbeskæftigelse, der nok har sit udspring i menneskets urinstinkter, men som i dag mere er et udtryk for menneskets behov for underholdning og afslapning.

Det er ikke sulten, der driver jægeren frem, men derimod bl.a. oplevelsen af at være i kontakt med naturen og følelsen af at indgå i naturens orden. Jagt indeholder således elementer, der rækker ud over blot det at jage og går derfor aldrig af mode.

Naturen fungerer i disse fritidsjagter som scene for menneskets handlinger. Det handler ikke alene om menneskets behov for at underlægge sig naturen, men i lige så høj grad om at få oplevelser i naturlige omgivelser. Uløseligt forbundet med begejstringen for udfordringen og erobringen er de omgivelser, der danner ramme om jagten. Det handler med andre ord om naturoplevelser set gennem jagtens optik.

Jagt kræver koncentration. Og der er et element af meditativ ro over jægerens udelte opmærksomhed mod dyret. Tankerne fokuseres på ét enkelt objekt, den påkrævede stilhed fortrænger det moderne livs fortravlede hverdag. Måske er jagtens forsatte popularitet et udtryk for at jagerinstinktet er intakt, måske et billede på menneskets behov for at iklæde sig illusionen af at have et særligt, oprindeligt tilhørsforhold til naturen.

Jagtens billeder
Jagten som motiv for billedkunsten kendes tilbage til kunsthistoriens begyndelse: siden de tidlige hulemalerier har kunstnere fascineret skildret dyret, jagtfænomenet og mennesket i forhold til dette. Enten i form af dramatiske kampe mellem menneske og dyr, eller som mere civiliserede jagtscener, hvor landskabet eller portrætskildringen er kunstnerens egentlige ærinde. Jagtbillederne er typisk en demonstration af menneskets overlegenhed, og tjener derfor ofte til at fremvise magt eller iscenesætte menneskets dominans.

Genremaleriet i 1600-tallets Holland brugte opstillinger af dyrevildt som en del af sin motivkreds. Et eksempel på, at dyr indgår naturligt i menneskets hverdag, men også, at det forbliver genstand for tilbagevendende detaljestudier for kunsten. Op gennem det 18. og 19. århundrede er jagtscener tilsvarende en del af borgerskabets interesse for at bruge jagten som inspiration til portrætter, landskabs- eller hverdagsskildringer. Disse billeder tager naturligt udgangspunkt i den ritualiserede jagt og kan igen ses et udtryk for menneskets domesticering og beherskelse af naturen.

How to Hunt, 2005
Jagtens fortsatte aktualitet er temaet for kunstnerduoen Trine Søndergaards & Nicolai Howalts seneste projekt: billedserien How to Hunt. De har sammen deltaget i en række forskelligartede jagter, hvor de gennem fotografier skildrer nutidens jagt og dens ritualer. Billederne af naturen registrerer jagtens univers, og samspillet mellem menneske, natur og dyr. Serien balancerer således mellem på den ene side at være engagerede studier i jagten som fænomen og på den anden side at være smukke landskabsbilleder, der har rødder tilbage i romantikken.

Jægerne - der er fuldt ekviperet med hobbyens dertilhørende udstyr: horn, uniform, geværer etc.- er forholdsvist små figurer i naturen. Horisontlinien er lagt lavt, hvorved himlen i flere af fotografierne udgør mere end halvdelen af billedet. Søndergaard & Howalt skildrer ikke dramatiske naturscener: vi befinder os i et umiskendeligt dansk landskab, hvor naturen viser sig fra sin pittoreske, men alligevel storslåede side. Særligt lyset i disse efterårsscener, hvor skyerne afslører et utal af farvenuancer, er overvældende. Naturen danner således de perfekte rammer, og man forstår gennem disse billeder jægernes fascination af netop denne del af jagtoplevelsen.

Søndergaard & Howalt forstår at formidle jægernes koncentration og lidenskaben omkring dét at ramme sit mål. Uvægerligt bliver man revet med og følger den ivrige jægers blik for at se om han rammer fuglen. Smukt ser det ud når fuglen er skudt og netop er på vej ned. Ingen medlidenhed med dén fugl. Anderledes ville det måske stille det sig med dådyrene. Deres store brune øjne gør det svært ikke at holde med dem.

En række af fotografierne udgøres af flere eksponeringer, der ved hjælp af computeren flettes ind i hinanden og dermed viser hele jagtens forløb i ét og samme billede. Et fotografi - én samlet historie. Det er ikke umiddelbart aflæseligt, at fotografierne består af flere billeder, men i flere af værkerne ses eksempelvis et mylder af jægere, der står i skovbrynet og alle sigter mod et stort antal fugle i luften. Sådan foregår end ikke de iscenesatte jagter, og billederne afspejler således ikke en faktisk situation. Men billedmæssigt virker det.

Kunstnerparret Søndergaard & Howalt har manipuleret med billedet ud fra nogle visuelle og konceptuelle overvejelser, der ikke kun handler om at ville skildre jagten troværdigt, men i lige så høj grad om at indfange hele universet, der omgiver den. Fotografierne er således bygget op som tableauer, sammensat af flere billedelementer, der registrerer virkeligheden. Billederne forstyrrer fotografiets traditionelle virkelighedsskildring og bliver til mere en blot registreringer af det sete: de er resultatet af kunstnernes idéer om og refleksioner over nutidens jagt.

How to Hunt indskriver sig i traditionerne omkring kunstens skildring af jagten og kan siges at være en nutidig tolkning af det velkendte motiv. Menneskets forhold til naturen er hos Søndergaard & Howalt i fokus, og disse fotografier fungerer dermed i højere grad som landskabsbilleder end egentlige portrætter eller genrebilleder. Ingen fokus på social status her, men derimod en fascination af historier om passionerede fritidsjægere, der mimer eksistensens og menneskets oprindelige vilkår.