nicolai howalt
works
books  
info
contact

Foto som billedkunst

 Det er første gang Kunsthal Nord viser en udstilling der alene består af fotokunst af de to internationalt særdeles anerkendte og udstillende kunstnere Trine Søndergaard og Nicolai Howalt.

I Danmark har det i mange år været god tone at henvise fotografiet til domænet for massemedier og dokumentarisme og dermed væk fra den rigtige billedkunst. Men ligesom grænserne mellem ”rigtig” og ”forkert”, mellem ”høj” og ”lav” kunst i senmoderniteten er eroderede, er også dokumentarismen undergået en forandring, hvor skellet mellem objektiv og subjektiv ikke er sådan helt entydigt. Det er også et kendetegn ved de to kunstneres individuelle værker. Nicolai Howalts 141 Boxers, Car Crash Studies, Samling og Slutninger og TrineSøndergaards serier Interieur, Monochrome Portraits, Strude og Still ligesom de værker, der udstilles i Kunsthal Nord, overbeviser os om, at fotografiet på lige fod med al anden kunst viser og fortæller noget, ingen har vidst, før netop det billede eller den serie af billeder viste og fortalte det.

Den del af de to kunstneres omfattende værk, der vises i Kunsthal Nord, består af fire serier af fotografier, der bærer titlerne: How to Hunt, Dying Birds, Tree Zone og Megafossil. Fotoserierne er blevet til i perioden 2005 til 2012, og den sidstnævnte serie er den sidst tilkomne fra 2012. Det ligger allerede i titlerne, at billedernes stoflige udgangspunkt er natur – jagt, fugle, træer og historiske rester i naturen. 

I How to Hunt vises i digitalt manipulerede billeder af jægere som punkter i panoramiske landskaber søgende efter – som kunstnerne selv udtrykker det - ”det gode liv” eller en” autentisk relation til naturen”. Billederne indskriver sig på en gang i renæssancens skildringer af jagtscener og – opstillinger og det senere romantiske landskabsmaleri, hvor mennesket i drømmeagtige forløb glider sammen med naturen, bliver en del deraf og ikke kun dens behersker. Der leges med kunsthistoriens genrebilleder, og den leg peger samtidig på det senmoderne menneskes længsel efter at genskabe en tabt enhed mellem menneske og natur..

I serien Dying  Birds forlænges i 20 fotogravurer jagtscenerne og viser de anskudte fugle styrte fra himlen mod jorden. Det sker i en sløret, let kornet sort og grå billedflade, der poetisk iscenesætter faldet, som et alment vilkår.

Serien Tree Zone forlænger det mytiske univers i Dying Birds, idet naturens evne til at ”overleve trods ubarmhjertige betingelser” tematiseres i er række fotografier af træer i vinterlandskaber. 

Det yngste værk – Megafossil - er en række serigrafier, der som motivisk udgangspunkt har Kongeegen ved Jægerspris. Træet er op mod 1800 gammelt, men iscenesættes som en ubetvingelig stræben efter lys og liv.

De fire serier, som udstilles kan således ses som en sammenhængende fortælling om nogle grundvilkår, som det senmoderne menneske kan bringes til erkendelse af gennem iscenesættelse af interaktionen mellem menneske og natur, som rummer både fald og løftelse.

. Udstillingen begynder 18. januar 2013, og den slutter 3.marts 2013. Med støtte fra Det Obelske Familiefond vises fællesværker af de to for første gang i Nordjylland.